torsdag den 20. september 2018

idèer

Er I klar til mit allerførste-nogensinde-boligindretnings-indlæg? Cool, for her kommer det altså. Egentligt har jeg aldrig tænkt på at vise Jer elementer her fra mit eget hjem, men den anden dag tænkte jeg på, at disse to elementer jo i virkeligheden er nogle ret gode og billige løsninger, når der skal lidt hyggeligt op på væggene, og derfor ville det jo være tarveligt ikke lige at dele dem med Jer ;-)
Faktisk er begge dele Michaels idèer, så jeg kan (desværre) ikke tage æren for noget af det, men vi er begge to meget glade for resultaterne. Det første billede ovenfor (som er ret dårligt grundet ringe belysning og pladsmangel) viser vores lærred med hilsner fra vores gæster. Det fungerer altså helt simpelt som en gæstebog – bare af den slags, som altid er synlig. Ikke nok med, at den giver lidt liv og personlighed til en helt ny (og meget hvid) lejlighed, så har den også været virkelig nem at få op at køre. Det eneste man skal bruge er et lærred (vi købte vores i TIGER for 50 kroner) og en sort sprittusch. Derefter er det bare om at bede alle, der kommer forbi, om at efterlade en lille hilsen. Det er ret hyggeligt at kigge tilbage på senere hen, og så er det da også ret fint med små tegninger, forskellige håndskrifter og personlige hilsner.

Den anden idé er nok lidt mere almindelig og mindre unik – nemlig en billedvæg med familiebilleder og andre minder. Og så lige et ur selvfølgelig (som forresten stadig kører på sommertid – dovenskaben længe leve!). Uret er fra IKEA, og har kostet et par hundrede kroner, men størstedelen af rammerne er købt for næsten ingen penge i Føtex og TIGER. Det er en virkelig nem og billig måde at skabe lidt hygge i hjemmet på, og så synes jeg også at det er ret pænt.
Hvad synes I om de to idéer? Og har I selv nogen interessante elementer i Jeres boligindretning, I kunne tænke Jer at dele? :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar