Der er rigtig mange tanker og idéer omkring hvornår det er mest “rigtigt” at starte projekt baby op igen. Dels hvornår man er “klar” igen (for det bliver man vel aldrig helt), men også mange tanker omkring hvordan det vil påvirke den kommende storebror/søster.
Vi nåede aldrig rigtig at have de tanker. Vi var dog allerede enige om at vi gerne ville have mere end et lille mirakel, hvis det ellers kunne lykkes for os.. Og det kunne det så, åbenbart..
Han kom før vi overhovedet nåede at kæmpe for at få ham – en fantastisk velsignelse, ovenpå fertilitetsbehandlingen vi var igennem for at få Sofia. Vi har ALDRIG nogensinde fortrudt noget som helst. Heller ikke selv om der kun er 18 måneder i mellem dem.
MEN!
Lad os lige spole tiden tilbage til slutningen af november 2014.
Sofia var 10 måneder, jeg var på barsel, vægten var godt på vej nedad – vi havde det dejligt herhjemme. Det hele kørte bare! Tanken om at få endnu et barn lå i baghovedet, for vi regnede med at vi nok skulle have hjælp igen, taget min PCOS i betragtning. Så idéen var at vi skulle til at tale lidt mere seriøst omkring hvordan det skulle gribes an, når vi kom forbi Sofias 1 års fødselsdag.
Når man har PCOS, har man ikke nogen regelmæssig cyklus (hvilket ret så meget besværliggøre at ramme en mulig ægløsning, som man så heller ikke har for ofte), så jeg havde ingen anelse om hvorvidt jeg var gået over tid, om det overhovedet var tid eller om min menstruation bare havde glemt hvordan man gjorde. Så det var egentlig helt uden mistanke – og efter en fjollet snak med en veninde tidligere på dagen, at jeg spontant købte en graviditetstest i Føtex, sådan en helt uskyldig onsdag aften. Uden at tro at der var noget som helst at komme efter, tog jeg testen midt i gæster, madlavning og almindeligt hverdags-kaos. Det var egentlig bare for at bekræfte mig selv i, at min krop stadig ikke havde styr på noget, der mindede om en cyklus.
“Jeg går lige ud og tisser på en pind”, var de sidste ord jeg fik sagt, hvor Sofia stadig var det eneste barn jeg overhovedet havde tanke for, og hvor jeg ikke på nogen tænkelig måde kunne forestille mig at skulle elske nogen lige så højt nogensinde.
Det tog kun 10 sekunder at konstatere at der var 2 streger på testen – 2 helt ekstremt tydelige streger. Derefter gik jeg vidst bare i stå. For det kunne jo ikke være rigtigt. Kunne det? Vi kunne jo ikke selv – altså, jeg kunne ikke, så vi skulle jo have hjælp? Jeg kom ud fra badeværelset uden at vide hvilken grimasse, der kunne passe – for jeg havde ingen anelse om hvad jeg følte. Der var ligesom bare lidt… Tomt?
Jeg gik ud i køkkenet til Tommy, som stod og foretog sig noget så ligegyldigt som at lave mad. Med et akavet, fjoget og let hostende grin, fik jeg sagt “Jeg øhh.. Hehe.. HAHA.. Øh, jeg er gravid?”.
Roligheden selv, min mand, svarede noget i stil med “okay?! Det er da dejligt, skat! Den klarer vi lige!” Jeg kan ikke helt komme i tanke om hans præcise ord, for jeg kunne ikke rumme dem. Mit hoved var ved at eksplodere i kaskader af “Hvad fanden foregår der?! SHIT! Fuck.. Okay? Jamen.. Ej.. Virkelig? Det kan jeg IKKE! Årh altså, så kunne vi jo alligevel.. Det skal nok gå.. Hvad snakker du om?! KRISE! Hvad gør jeg? Kan vi holde til det? Hvad med Sofia? Åh nej, min lillebitte elskede Sofia.. Jeg gør det IKKE! Eller.. Åh altså.. MOOOOOOOOOOAAAAAAAR!!!!!”.
Og så ringede jeg til min mor.. Låste mig ude på badeværelset med telefonen, og ringede til min mor.. Lige så snart hun tog telefonen, væltede det ud af mig med gråd, bekymringer, forvirrede sætninger og en masse andet usammenhængende. Min mor.. Min MOAR, den stærkeste kvinde i verden, håndterede verdens mærkeligste opkald til perfektion. Jeg kan overhovedet ikke huske hvad hun sagde, men konklusionen var at det skulle nok gå alt sammen, at det jo var en god ting, og at jeg skulle slå koldt vand i blodet.. Og så vigtigst af alt.. At med hvert barn, følger der en ny pose kærlighed! Den kærlighed man allerede har til sin førstefødte, skal man aldrig nogensinde dele op! For der kommer en helt ny pose, lige så stor, kærlighed til det næste barn..!
I situationen virkede tanken vanvittig. Fuldstændig vanvittig og virkelighedsfjern, for det kan jo ikke på nogen mulig måde lade sig gøre at elske et til barn lige så højt?! Men.. Den kærlighed jeg har til Sofia. Hvor kom den måske fra?.. Nå ja, den kom sammen med Sofia.. Og nej, den var der jo ikke før.. Og okay, måske er der så noget om det alligevel..
Nå, men efter mental førstehjælp med mor i røret, bevægede jeg mig ud i køkkenet, og kiggede Tommy dybt i øjnene, for lige at finde ud af om vi nu også var solide nok til det her. Og det var vi – og det er vi.
Herefter fulgte flere dages forvirring ud over alle grænser! I takt med at jeg fik luftet tanken for de nærmeste, blev jeg mødt af en masse positivitet, som jeg slet ikke kunne rumme. Det var ikke fordi at jeg ikke ville det, for det ville jeg gerne. Jeg havde bare ikke fattet det endnu. Det var ligesom om det hele var kommet snigende ind af bagdøren og overfuset mig som det ledeste surprise party i verdenshistorien.
Mentalt var jeg på en helt anden planet. Jeg hylede i tide og utide. Jeg holdte krampagtigt om min lillebitte Sofia, og skiftevis havde verdens dårligste samvittighed, blandet med en følelse af lykke over at kunne give hende en søskende. Tanker som “hvad er det vi har gjort”, “jeg er bange for at fejle”, “jeg ender med at svigte dem begge to” og “hvad hvis jeg nu ikke længere har tid til Sofia” væltede rundt i mit hoved.
Hos lægen skulle jeg have lavet vandrejournal, men anede jo ikke hvor langt jeg var henne, så vi skulle til scanning. Vi har jo før mistet, så de var også meget OBS på om der nu også er hjerteblink og alt det her. En graviditet er ikke ensbetydende med et barn, for min krop.
Så til scanning med os. Vi var mentalt forberedte på begge dele – så godt man nu kan. Vi havde Sofia med, for jeg var jo ligesom stadig på barsel, så vi var også enige om at hvis der nu ikke var liv i maven alligevel, måtte vi lige vente med at reagere. På turen derind i bilen, havde vi lige det hele oppe og vende igen. Ikke at det gjorde en forskel, men jeg havde enormt meget brug for at komme ud med mine tanker, bekymringer og.. Ja, min dårlige samvittighed overfor Sofia, vel i virkeligheden. På vej op i elevatoren, tog Tommy min hånd. Jeg kiggede ikke på ham, for det behøvede jeg ikke. Jeg vidste hvad han sagde uden at sige det. Vi var klar, uanset hvad vi stod overfor.
Det er i grunden noget mærkeligt noget, sådan en scanning. Enormt upersonligt, med et rum fuld af mennesker. 2 sygeplejersker, en gynækolog og os selv. Man ligger der med stængerne i bøjlerne, og døren åbner og lukker hele tiden, med en strøm af spørgsmål og informationer personalet i mellem. Endelig er fokus rettet mod os. Danmarks mest rutinerede gynækolog brugte lige præcis 5 sekunder på at kigge på skærmen, for at konstatere at jeg åbenbart allerede var i 9. uge, at det hele spillede, at det blev et juli-barn og at jeg skulle komme igen en uge senere, for endeligt at bekræfte at alt var som det skulle være. Vi fik et billede med fra ultralydsscanningen. Jeg stoppede det i sidelommen på pusletasken, fik lavet en ny tid og så gik vi. Vi sagde ikke noget, før vi igen stod i elevatoren. Jeg tror at Tommy gav mig plads til en reaktion, men den kom først lige der – midt i en elevator på Nørrebro. “Vi skal have en baby til, skat”. Sådan! Lynhurtige mig!
Jeg satte scanningsbilledet på køleskabet, da vi kom hjem. Ved siden af Sofias. Jeg tror måske først helt rigtigt at det var dér at den første helt rene “juhuue-følelse” kom. Med et smil tog jeg et billede af scanningsbilledet, og sendte en SMS til den fortrolige indercirkel. Stadig med forbehold for at det forfærdelige skulle ske, men som det ser ud lige ud, så skal vi have endnu et lille mirakel. WAUW!
En anden dag tager vi en beretning om når man pludselig har 2 børn, om reaktionen og om hvordan man lige håndterer sådan en omgang..
… Og hvad vil jeg så med hele den lange smøre, tænker du?
Jeg vil egentlig bare lige fortælle, at det er HELT FULDSTÆNDIG NORMALT hvis man ikke ved hvor man skal gøre af sig selv, når man pludselig er gravid med nr. 2.. At det er helt okay, hvis man bliver lidt ked, forvirret, bekymret, bange, rundt på gulvet eller bare slet ikke fatter en skid af noget som helst. For det er godt nok vildt! Helt vildt! Og man er jo ligesom nogens mor i forvejen, men nu skal man pludselig være nogen FLERES mor?! Og hvad så med éns lille tuttenut, som jo er hele verdens omdrejningspunkt? Går tuttenut så i stykker? Kan det overhovedet fungere? Hvad hvis man nu ikke kan finde ud af det? Hvad hvis man ikke elsker nr. 2 lige så højt som nr. 1? Eller omvendt? Eller hvis ingen af børnene pludselig kan lide deres mor? Eller en helt masse andre irrationelle tanker?? Man er ikke alene med de tanker – det er vigtigt at vide!
Oliver er 10 måneder nu. Jeg er ikke gravid igen – bare lige til info, for en god ordens skyld.
Ikke et sekund har vi fortrudt, nogen af os. Selvfølgelig har der været situationer, hvor vi har følt os udfordret, men andet ville også være underligt med 2 børn. Om jeg har haft dårlig samvittighed – oh yes! Er det gået over igen og gjort til skamme – absolut! Kan man virkelig elske to børn lige højt – UDEN TVIVL! Har man et favoritbarn – på ingen måde! Fungerer det – ja! Er søskende en gave – YES! Får man sovet, som forældre – niks, men det er det hele værd!
Kommer den der pose kærlighed virkelig med hvert barn? Bare rolig, det gør den! Du kan på ingen måde forestille dig det lige nu, men det gør den!
