fredag den 3. august 2018

En helt almindelig onsdag..!

Det er bare ikke altid at man lige har set den komme, vel? Som om ting bare kommer snigende og pludselig vælter hele dagens nøje planlagte program!
Dagen igår var ellers beregnet til følgende: Børnene skulle sove længe (jo, sådan noget kan man godt lade som om man planlægger), vi skulle have en stille og rolig formiddag, og rigtig hygge os med fælles-havregrød og hvad ved jeg.. Og så skulle vi lige suse ud til mormor, og hygge os helt vildt – og moster skulle endda komme! Når vi så var godt trætte, skulle vi hjem i seng, så ungerne kunne passe deres sengetider, moren og faren kunne få et par timer sammen – og så ellers tilbage til normalen idag, torsdag, med vuggestue til den store, barselshygge til den lille og oprydning/rengøring til moren..
Det der så skete i stedet for var: Vi vågnede 5.30, fordi Sofia havde kastet op udover hele sengen. Så vaske barn, putte hende i vores seng omringet af håndklæder, og så vaske dyne, madras, sengetøj, seng og nattøj.. 6.45 gentog vi lige hele processen! Nå, men så var vi ligesom også igang alle sammen.. 7.30 – i et kort ubevogtet øjeblik, kravlede Oliver ud på badeværelset og tømte en hel dunk flydende vaskemiddel udover sig selv og resten af badeværelset. En skrigende baby (som jo hader at komme i bad) måtte skylles, proppes i tørt tøj og ble, og parkeres i stuen, mens jeg fik skyllet hele badeværelset! Jeg fik puttet vaskebolden, og så fik Sofia dårlig mave.. Hurra altså! Heldigvis arbejder min skønne mand jo lige rundt om hjørnet, så han kom hjem og kontrollerede tropperne, så jeg kunne komme i bad og få pakket sammen – for ud til mormor ville vi!
Efter en lille omvej, med pitstop for at hente moster – og hvor Oliver tissede ud over sig selv hele 2 gange, kom vi lettere (altså et par timer) forsinket ud til mormor.. Og dét var hyggeligt! Med havehygge, tøjkiggeri, fjollede børn og aftensmad, var vi klar til at køre hjem igen – tids nok til at kunne nå sengetiderne og den rolige aften, jeg så godt kunne have tænkt mig.
Men som bekendt går tingene ikke altid helt efter planen, åbenbart.. For både mig og moster fik ondt i maven, jeg skulle pludselig tanke (come on, altså) og så sagde bilen MEGET mærkeligt.. Nu er det en GAMMEL bil på 25 år, men Mercedes burde jo holde for evigt altså?! Jeg ringede til mekanikeren (aka min mand) og vi blev enige om at jeg skulle snige den hjem ad landevejen – lang tur! Nå, men afsted med mig og 2 overtrætte unger! Oliver var dybt ulykkelig hele vejen fra Holbæk til Roskilde, og selv ikke mit bedste sangtalent og mest beroligende mor-gen hjalp ret meget.. Fra Roskilde og hjem til Rødovre var Sofia trættere end træt, og det var om at holde tungen lige i munden, for at hun var for beskæftiget til også at blive ked. Alt sammen i flyvende fart på 50-60 km i timen!
Et par timer senere end beregnet nåede vi helskindet hjem, fik pakket børn og alverdens ting ud og SÅ kunne vi ramme sofaen, dog med vågne børn.. Vi endte med at have en urolig Sofia i vores seng hele natten, for hendes madras var selvfølgelig ikke tør endnu. Oliver opførte sig dejligt nok eksemplarisk, da han først kom hjem til sin dyne og sutteflaske.
Idag har jeg begge rollinger hjemme. Sofia er stadig ikke på toppen og skal skiftes konstant og hele tiden. Oliver synes det er møgsjovt at kværne kiks på stuegulvet – og moren har ondt i maven.
Idag står menuen på mere tøjvask, mere støvsugning, mere afspritning og forhåbentlig en god og lang middagslur til dem begge, så vi får en hyggelig mor/babyer-eftermiddag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar