torsdag den 20. september 2018

Hej virkelighed!

Jeg har udvidet min lille august-føljeton, og har bevæget mig lige så stille ind i september måned. Den 1. september for at være helt præcis – det var nemlig en dag spækket med nye indtryk af den positive slags. Og som en lille spoiler kan jeg fortælle, at jeg fik den is! Haha!
Hej virkelighed!
Det er blevet torsdag. Den torsdag, jeg hele august har tænkt på som værende langt ude i fremtiden, den torsdag, hvor kalenderen skifter fra sommer til efterår, og den torsdag, hvor jeg skal til det første møde i min a-kasse. Altså en forholdsvis begivenhedsrig dag i forhold til de mange foregående.
Jeg trillede hjemmefra i morges ved godt mod og i strålende humør, fordi solen skinnede og jeg glædede mig lidt til at komme igang med hele det der dagpenge- og jobsøgningsræs. Ikke fordi jeg forestillede mig, at det ville være en synderligt positiv oplevelse, men fordi jeg så frem til at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe den kommende tid an, så jeg så hurtigt som muligt kan nyde godt af det, der venter på den anden side. For der venter vel et job af en eller anden art. Ikke?
Det vil tiden vise. Men i hvert fald ankom jeg til det hyggelige hus på Peter Bangs Vej, og blev med det samme positivt overrasket. Der var både kaffe og croissant (!!!) – nok den strategisk bedste måde at møde mig på, hvis man vil gøre et godt førstehåndsindtryk – og det viste sig også, at menneskerne dernede var enormt søde, hjælpsomme og motiverende at tale med. Faktisk gik jeg derfra med en nyfunden optimisme, der sagde mig, at jeg da nok skulle kunne finde mig et arbejde – no problemo!
Ikke den værste følelse i verden, faktisk! Nu er jeg så hjemme igen, og om lidt cykler Michael og jeg en tur til Østerbro. Han vil nemlig gerne have et eller andet nyt computerspil, og jeg vil se, om jeg kan få ham overtalt til også at spise en lille is! Det skal jo fejres, at sådan en begivenhedsrig torsdag er ved at være veloverstået, ikke sandt? Wish me luck ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar