torsdag den 20. september 2018

BROKKERØV LEVEL 1 MILLION


Vil I vide, hvad der er ulempen ved at gå fra at være hjemmegående jobsøgende til at være fuldtidspraktikant?
Man er ikke hjemme, når posten kommer med pakker OG man er ikke hjemme inden for posthusets åbningstider. Nu må jeg se, om jeg kan lokke Michael til at hente min nye hue for mig i morgen, eller om det virkelig kan være rigtigt, at jeg skal vente helt til det bliver weekend. Gaaab.
Det var vist også den eneste ulempe, for udover en lidt fesen pakkesituation, er det ok fedt at have noget at stå op til og bruge al sin tid på. Siger det bare! ;-)

Sig mig engang, har vi sprunget efteråret over?


Er det bare mig, eller blev den der løvfaldssommer, der gjorde det muligt at fise rundt i bare ben og sandaler stort set hele september måned, ikke ret brat og uden advarsel skiftet ud med en bidende kold vinterkulde, der gør det noget nært umuligt at færdes nogen som helst steder uden at være iført både flyverdragt og luffer? Og skiundertøj, for den sags skyld.

Jeg måtte i hvert fald se mig selv nødsaget til, da jeg onsdag morgen sad og frøs på kanten af sofaen foran Go’ Morgen Danmark, at gå en tur i gemmerne. De gemmer, der i denne sammenhæng dækker over den skoreol, der står ude på opgangen foran døren til vores lejlighed. Det var mine vinterstøvler, jeg var på udkig efter. Men jeg havde ikke heldet med mig. For efter at have stået med hovedet begravet i samtlige af de tre rum, reolen besidder, måtte jeg erkende, at støvlerne ikke var at finde. Og det var jo i grunden underligt, for de er da forholdsvist store og klumpede, og burde ikke umiddelbart kunne gemme sig blandt de mange klipklappere og sutsko, jeg ellers stødte på i reolens indre.



Da jeg i stor frustration måtte opgive – med idéen om, at jeg nok alligevel havde fået stillet støvlerne op på loftet – lukkede jeg skoreolens tre låger med et smæk. Og netop da gik det op for mig, at støvlerne stod lige dér ved siden af reolen. Midt i et hav af sandaler og lette sommersko. Og selvom der vel sagtens er gået et halvt års tid, siden jeg parkerede dem dér, føltes det pludseligt som om, at det ikke var mere end en uge siden, at jeg sidst havde set dem. På mine fødder. Ude i vinterkulden.
Jeg synes sgu godt nok, at tiden er fløjet af sted…

Nå men på kom de altså. Vinterstøvlerne. Allerede i starten af oktober – allerede en uges tid efter sandalernes pensionering. Og gudskelov for det. For det var vel nok en kold morgen! Og eftermiddag! Og aften! Shit mand! Men selvom de bragte mig lidt i vinterhumør, var jeg altså alligevel ikke forberedt på det syn, der mødte mig, da jeg sent på eftermiddagen var på vej op ad trapperne herhjemme. Med favnen fuld af post, blev jeg blæst bagover af synet af et glimmerhelvede af en snemand, der nu (d. 5. oktober) åbenbart fandt det passende at byde julen velkommen. Lige der midt i opgangen. Den havde jeg så ikke lige set komme.

Men gudhjælpemig, om jeg en times tid senere, da jeg befandt mig i Flying Tiger (for det hedder tiger-butikkerne jo åbenbart nu) nede på Nørrebrogade, blev mødt af noget så upassende og malplaceret som julemusik! Altså hvad sker der? Jeg synes egentligt, at jeg plejer at være rimelig large med det der tidlige julehallo, og har aldrig kunne få mit pis i kog over for tidligt salg af chokoladejulemænd i den lokale Netto, men det er sgu alligevel som om, at jeg ikke rigtigt kan følge med i år. For det har jo ikke engang været efterår endnu. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Men hvad fanden – hvis man kan gå i vinterstøvler, kan man vel også komme i julestemning. Eller hvad? Jaja, jeg kunne snildt klemme en æbleskive eller lidt skumslik ned, men skulle vi ikke lige nyde efterårets ankomst, inden vi bryder ud i bjældeklang og det, der er værre? Altså jeg spørger bare. Selvom jeg nok ikke har så meget at skulle have sagt i den forbindelse. I hvert fald ikke hvis man spørger den snemand, der de næste par måneder vil møde mit syn, hver gang jeg sætter mine ben på første sal. Han er ligeså grim som sidste år – men jeg er nu alligevel sikker på, at vi nok skal blive fine venner på et tidspunkt. Der kommer nok bare til at gå et par uger eller fem ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar